Godt Naboskab giver gode oplevelser og husk at et godt naboskab er Guld værd

 

              

              

 

I den danske filmklassiker “Naboerne” fra 1966 rager naboerne uklar.

Nabokrigen optrappes, og det ender med, at de to husejere jævner hinandens huse med jorden.

Så galt går det heldigvis sjældent i virkelighedens verden.

 

 

Så her er nogle rigtige gode råd fra carstenbelmark.dk

 

Uenigheden starter i det små, men kan ende med konflikt


Starten på en nabokrig kan være alt lige fra høj musik, gøende hunde og parkering af biler til træer, der skygger for solen og uenighed om stakittets udseende.

Det begynder i det små for så at ende i en direkte konflikt. Og bagefter kan det være meget svært at vende tilbage til et godt naboforhold.



Hjælp din nabo i dagligdagen


Almindeligt hensyn i det daglige giver fx konflikterne ringe trivselsvilkår. Det kan dreje sig om at slå naboens græsrabat, når du nu alligevel er i gang med

din egen eller at tilbyde at holde øje med hans hus under ferien. Hvis der så en dag opstår et problem, er det lettere at snakke om det i fordragelighed.

 

Gå direkte til naboen, hvis du er irriteret


Hvis du først er blevet irriteret over, at din nabo spiller høj musik, eller han klipper hækken for langt ned, så gælder det om at takle sagen på den rigtige måde.

Det er vigtigt, at du konfronterer naboen direkte med problemet. Lad være med først at tale med venner og bekendte – de vil højst sandsynligt bakke dig op,

og det vil kun skærpe din irritation yderligere.



Gå til naboen med det samme


Der bør desuden heller ikke gå for lang tid, før du fortæller naboen om det, der irriterer dig. Typisk går vi for længe med problemerne uden at sige noget

– simpelt hen for at bevare det gode naboskab. Men jo længere tid der går, desto mere vred bliver du, og desto sværere bliver det at løse problemet.

 

Gå efter "bolden" – ikke manden


Vær også opmærksom på, at det ikke er manden, men “bolden”, du skal gå efter. Det enkle irritationsmoment kan hurtigt gribe om sig, så det også omfatter

selve personen og hans eller hendes hensigter. Og så tager konflikten fart. Det kan jo meget vel tænkes, at vedkommende ikke aner, at musikken eller

klipningen af hækken er til gene.



Snak med naboen, når du er faldet lidt ned


Tidspunktet for, hvornår du fortæller naboen om problemet, skal også være velvalgt. Selv om det virker nok så oplagt, så lad være med at tage snakken,

lige når dét, der generer dig, står på. Det er en dårlig idé at fare ind og overfalde naboen verbalt, mens musikken spiller for fuld udblæsning. Det er dér,

du er allermest oprørt, og hvor følelserne derfor let tager overhånd.



Fremfør kritikken lempeligt


Det er langt bedre at vente med at fremføre problemet til en tilfældig dag i haven, hvor du ser din nabo på den anden side af hækken. Sig det, du vil sige,

på en lempelig måde. Begynd fx med: “Jeg ved ikke, om du er klar over det, men ...” i stedet for at stille krav med det samme.



Næste gang er det måske dig, der holder fest


Tænk strategisk: Hvis naboen fx holder fest, og du ikke kan sove på grund af larmen, så er det måske på sin plads at være overbærende. Det kan jo være,

at du selv skal holde en fest om et par måneder.



På god fod med nye naboer


Når der flytter nye naboer ind, har du alle tiders chance for at komme godt fra start og få etableret et rigtig godt naboskab til gensidig glæde.

Byd fx naboerne velkommen til vejen ved at banke på og give dem en hjemmebagt kage.

Det gælder om at finde balancen – at tilkendegive, at du ønsker et godt naboforhold uden på nogen måde at virke anmassende.



Når hegnet er problemet

 
Hegnet i skellet er et hyppigt stridsemne mellem naboer. Hvis du bliver uenig med din nabo omkring jeres fælles hæk eller stakit, så undersøg i

første omgang, hvad hegnsloven siger. Ofte vil du her kunne finde et klart svar på, hvordan du skal forholde dig, hvad enten det gælder et allerede

etableret hegn eller anlægningen af et nyt.


 

En hegnsynssmand kan mægle


Hvis I stadigvæk ikke kan nå til enighed, kan du indkalde til et hegnssyn via din kommune. Hegnssynsmanden kommer så ud og forsøger at finde frem til et forlig.

Hvis det ikke lykkes, afsiger han en kendelse, som man så er forpligtet til at følge. Man kan dog appellere kendelsen til byretten.

 

 

Så husk at et godt naboskab er Guld værd